»Jeg forstaar Dem ikke; stundom, naar jeg hører Dem tale, kan jeg spørge mig selv, om De er rigtig fornuftig. Undskyld, at jeg siger det! De gør mig stadig lidt mere urolig hver Gang, lidt mere oprevet endda; De forvirrer mine Begreber om alt, ligegyldigt, hvad De taler om, sætter Tingene paa Hovedet for mig. Hvor kan det være? Jeg har ikke truffet nogen, som i den Grad har modsagt alt inden i mig. Sig mig nu: hvormeget mener De egentlig selv af det, De siger? Hvad er Deres Hjærtens Mening?«
Hun havde spurgt saa alvorligt, saa varmt, at han studsed ved det.
»Hvis jeg havde en Gud,« sagde han da, »en Gud, som var mig rigtig høj og hellig, saa vilde jeg sværge ved den Gud, at jeg mener oprigtigt alt, hvad jeg har sagt Dem, absolut alt, og at jeg mener at gøre det bedste, selv naar jeg forvirrer Dem. De sagde forrige Gang, vi talte sammen, at jeg stod som en levende Modsigelse til alt, hvad andre Folk mente om Tingene; dengang talte vi om Gigtkæder eller hvad det nu var, kanske det var om de norske Æventyr. Ja, det er sandt, jeg erkender, at jeg er en levende Modsigelse, og jeg forstaar det ikke selv. Men jeg er ude af Stand til at begribe, at ikke ogsaa alle andre Mennesker mener det samme om Tingene, som jeg. I den
