Efter dette kom en kort Stilhed.
»De mister snart en Knap,« sagde hun.
»Mister jeg en Knap?« spurgte han og saa nedad sig.
Hun pegte smilende paa en af hans Trøjeknapper, der hang og dingled i en Traad, og sagde:
»Kære, tag den helt af, den gør mig saa nervøs, jeg frygter for, at De vil miste den.«
Saa føjed han hende heri; han tog en Kniv op af Lommen og skar Knappen af. I det samme han tog Kniven op, faldt nogle Smaapenge og en Medalje i et sørgelig mishandlet Baand ud af hans Lomme; han bøjed sig hastigt ned og tog Tingene op, mens hun stod og saa paa. Da sagde hun:
»Er det en Medalje? Nej, se, det er en Medalje! Men hvordan bærer De Dem ad med den, se dog paa Baandet! Hvad Slags Medalje er det?«
»Det er en Redningsmedalje . . . . . Ja, De maa endelig ikke tro, at det er formedelst nogen min Fortjeneste, den befinder sig i min Lomme. Det er bare Humbug.«
Hun saa paa ham; hans Ansigt var fuldkommen roligt, hans Øjne aabne, som om han aldeles ikke løj. Hun bar fremdeles Medaljen i Haanden.
