Brandmuren . . . . . Men det var dette, jeg vilde sige: fortæl De Dagen efter Historien til Deres Bekendte, saa skal De faa høre, hvad de svarer: De har sovet, svarer de. He-he-he, jo, da, De har sovet, skønt Gud og alle hans Engle ved, at De ikke har sovet! Det er jo bare Seminaristvisdom og Raaskab at kalde det Søvn, naar De har staaet lys vaagen ved en Ovn og røgt af en Pibe og talt med en Mand. Saa kommer Lægen. Der er en udmærket læge, som repræsenterer Videnskaben med sammenkneben Mund, det vil sige med Overlegenhed. Det der, siger han, det er jo bare Nervøsitet det, siger han. Aa, Gud, hvilken Komedie af en Mand en saadan Læge er! Godt. Men dette er altsaa Nervøsitet det, siger han. For Lægens Hjærne er det en Ting af de og de Dimensioner, saa mange Tommer i Højden og saa mange Tommer i Bredden, noget man kan lægge i Næven, god, tyk Nervøsitet. Og saa skriver han op Jærn og Chinin paa en Papirlap og kurerer Dem paa staaende Fod. Saaledes gaar det til! Men tænk Dem, hvilken Firkantethed og hvilken Bondelogik at trænge ind med sine Dimensioner og sin Chinin paa et Omraade, hvor ikke engang de fine og vise Sjæle har kunnet forklare sig Fænomenerne! Vade om i høje Støvler, hvor det gælder om at vippe fra den ene Nuance til den anden!«
