stikker efter ham med Pibespidsen og siger: Bæ! Men han trækker ikke paa Smilet. Ja, saa er jo Hundred og ét ude, De blir ærgerlig og giver Manden et ordentligt Puf. Men nu ser Manden ud, som om han vistnok befinder sig et eller andet Sted i Nærheden, men Deres Puf har aldeles ikke angaaet ham alligevel, han falder ikke, han stikker begge Hænder i Lommen, dybt ned i Lommen, trækker Skuldrene tilvejrs og tager en Mine paa, som om han vilde sige: Hvad saa? Saa lidet har det anfægtet ham, at De har givet ham et Puf. Hvad saa! svarer De da rasende og giver ham nok et Puf under Brysthulen. Nu oplever De følgende: efter det sidste Puf begynder Manden at fordufte, De staar og ser paa med Deres egne Øjne, at han lidt efter lidt viskes ud, blir mer og mer utydelig, og tilslut er der intet andet tilbage af ham end Maven, saa forsvinder ogsaa den. Men hele Tiden har han holdt Næverne i Lommen og set paa Dem med dette trodsige Udtryk, der syntes at sige: Hvad saa?«
Dagny lo igen.
»Nej, hvilke rare Æventyr, De oplever!« sagde hun. »Naa, men hvad saa? Hvorledes gaar det siden, tilslut?«
»Jo, naar De igen sætter Dem ind til Bordet og skal begynde med Planerne, opdager De, at De har puffet Deres Knoger istykker paa
