sidder ved et Bord med vage Sandser, De har Hovedet fuldt af Planer, som De tumler med, og De er overordentlig spændt paa at klare alt angaaende disse Planer. Saa med ét hører De ganske tydeligt, at nogen stryger sig langs Væggene udenfor, efter Panelingen udenfor, eller endog inde i Deres Værelse, henne ved Ovnen, hvor De ogsaa ser en Skygge paa Brandmuren. De tager Skærmen af Lampen, forat gøre det lysere, og gaar bort til Ovnen. De stiller Dem foran Skyggen og ser et Dem ubekendt Menneske, en middelshøj Mand med et sort og hvidt Uldskærf om Halsen og med aldeles blaa Læber. Han ligner Kløverknægt paa de norske Spilkort. Nu sætter jeg, at De er mere nysgærrig end bange, De gaar Fyren paa Livet, forat feje ham væk med et Blik; men han rører sig ikke, skønt De er ham saa nær, at De ser ham blinke med Øjnene og forøvrigt er levende som De selv. Saa tager De ham fra den gemytlige Side, De siger som saa, skønt De aldrig har set ham før: Deres Navn skulde vel ikke tilfældigvis være Homan, Bernt Homan? siger De. Og da han ikke svarer, beslutter De at kalde ham Homan og siger: hvorfor Satan skulde De ikke være en Bernt Homan? Og saa flirer De ad ham. Men han rører sig stadig ikke, og De ved ikke, hvad Raad De skal have med ham. Saa træder De et Skridt tilbage,
