blussende rød, som hun plejed, og hun holdt Parasollen lidt frem for sig, forat skjule det.
De talte først om deres sidste Tur gennem Skogen. Hun havde i Grunden været lidt uforsigtig alligevel, ja, for hun var virkelig bleven noget forkølet, skønt Vejret var saa varmt, hun var ikke rigtig bra endnu. Dette sagde hun ligefrem og oprigtigt, som om hun betroed sig til en gammel Bekendt.
»Men De maa ikke angre paa det; vil De vel?« sagde han, og gik lige løs paa Sagen.
»Nej«, svared hun og saa forundret ud; »nej, jeg angrer ikke paa det; hvordan falder De paa det? Nej, det var en morsom Nat, syntes jeg, skønt Herregud, hvor jeg hele Tiden var bange for den Lygtemanden, som De fortalte mig om. Jeg har ogsaa drømt om ham siden. En frygtelig Drøm!«
Og saa talte de en Stund om Lygtemanden. Nagel passiared gærne idag, han tilstod, at han ogsaa selv havde løjerlige Anfald af stum Frygt for et eller andet, ofte kunde han ikke gaa opad en Trappe for Eksempel, uden at vende sig om for hvert Skridt forat se, om der ikke skulde være nogen bag ham. Hvad var det? Ja, hvad det var! Noget mystisk noget, noget sælsomt, som den stakkels »alvidende« Videnskab var for firkantet og for grov til at fatte, et Pust af en
