en ny Cigar, før De gaar. Hvornaar kommer De nu igen? Død og Pine, det er sandt, De maa komme i Ungkarlslaget, hører De! Der skal ikke krummes et Haar paa . . . . . Nej, for jeg skal sige Dem: det skal blive bare et lidet koseligt Aftenselskab, en Cigar, et Glas, en Passiar og ni Gange ni Hurra for Fædrelandet, for Doktor Stenersens Skyld; ikke sandt? Det skal nok gaa. Og den Bukse, som vi har talt om, skal De faa, Fan gale mig. om De ikke skal; men paa den sædvanlige Betingelse naturligvis, at De ingenting siger. Jeg takker Dem inderlig for Deres Taalmodighed iaften! Lad mig trykke Deres Haand! Tænd en ny Cigar, Mand . . . . . Hør, et Ord endnu: har De ikke noget, De kunde ville bede mig om? For hvis der er noget, saa. Naa, som De vil Godnat, Godnat . . . . .«
XI.
Saa oprandt den 29de Juni. Det var en Mandag.
Paa denne Dag hændte der et Par usædvanlige Ting; der dukked endog op en fremmed
