Hovmodighed. Naa, dette interesserer Dem ikke . . . . . De talte om en Mand, en Tænker, som ikke havde lært at tænke. Eller var det mig selv, som talte om det? Om Forladelse, nu er jeg nemlig død drukken; men det gør ingenting, lad Dem bare ikke anfægte. Jeg vilde forresten gærne faa Lov til at forklare Dem dette med Tænkeren, som ikke kunde tænke. Saavidt jeg forstod Deres Ytring, vilde De angribe Manden; jo, jeg fik virkelig det bestemte Indtryk, De talte i en haanlig Tone; men den Mand, som De nævnte, fortjener at blive set nogenlunde i sin Sammenhæng. For det første var han en stor Nar. Jo, jo, det vil jeg ikke fragaa, han var en Nar. Han gik altid med et langt rødt Slips og smilte af bare Naragtighed, ja, saa naragtig var han, at han tidt og ofte sad fordybet i en Bog, naar nogen kom til ham, skønt han aldrig læste. Han gik ogsaa uden Strømper i Skoene, blot forat have Raad til en Rose i Knaphullet. Slig var han. Men det bedste af alt var, at han havde endel Portrætter, Portrætter af nogle tarvelige, nætte Haandværkerdøttre, og disse Portrætter skrev han saa nogle høje og klangfulde Navne paa, bare forat man skulde faa Indtryk af, at han havde saa og saa fornemme Bekendtskaber. Paa et af Billederne havde han skrevet med tydelige Bogstaver »Frøken Stang«, forat man skulde tro, hun var
