ikke af pur Ondskab, men fordi jeg er fuld som en Alke. . . . . Hør her: jeg kendte engang en ung Mand, som stjal en Gaslygte, solgte den til en Skrabhandler og svired op Pengene i Sus og Dus; det er ved Gud sandt; det var endda en Bekendt af mig, en Slægtning af afdøde Præsten Hærem. Men hvad vedkommer dette mit Forhold til Frøken Kielland? Nej, det har De atter Ret i! De siger ikke noget, men jeg kan se, at De staar med Munden fuld og vilde sige det, og det er en ganske rigtig Bemærkning af Dem. Men hvad Frøken Kielland angaar, da er hun fuldstændig tabt mig, og jeg beklager ikke hende derfor, men mig selv. De, som staar der saa totalt ædru og gennemskuer Mennesker, vil ogsaa forstaa det, om jeg en Dag simpelthen spredte ud det Rygte i Byen, at Frøken Kielland havde siddet paa mine Knæ, at jeg nu havde truffet hende tre Nætter i Træk paa et nærmere betegnet Sted borte i Skogen, og at hun senere har modtaget Foræringer af mig. Ikke sandt, De vilde forstaa det? Ja, for De forstaar Dem Pokkers godt paa Mennesker, min Ven, jogu gør De saa, kom bare ikke med Udflugter . . . . . Har det aldrig hændt Dem, at De har gaaet paa Gaden en Dag, gaaet i Deres egne uskyldige Tanker og ikke vidst Ordet af, før alle Mennesker har begyndt at stirre paa Dem, at mønstre Dem fra oven til neden? Det
