ham og bevæged Læberne ganske lidt. Han stiller sig op foran den graa Herre og hvisker:
»Ikke saa højt, Fuldmægtig, jeg beder Dem. De ser, her er Fremmede tilstede.«
»Men Herregud,« siger Fuldmægtigen, »jeg vilde bare byde Dem et Glas Øl, jo. Og saa kommer De her og skælder mig ud forat tale for højt.«
»Nei, De misforstaar mig, og jeg beder om Undskyldning. Men naar der er Fremmede tilstede, vil jeg saa nødig til igen med de gamle Spillopper. Jeg kan heller ikke drikke Øl, ikke nu.«
»Jasaa, det kan De ikke? De kan ikke drikke Øl?«
»Nej, jeg takker Dem, ikke nu.«
»Jasaa, De takker mig ikke nu? Hvornaar takker De mig da? Ha-ha-ha, er De Søn af en Præst! Men læg dog Mærke til, hvorledes De udtrykker Dem.«
»Aa, De misforstaar mig, og det faar saa være.«
»Saa, saa, ikke noget Sludder. Hvad gaar der af Dem?«
Fuldmægtigen trækker Minutten ned paa en Stol, og Minutten sidder ogsaa et Øjeblik, men rejser sig saa igen.
»Nej, lad mig være,« siger han, »jeg taaler ikke at drikke; i det sidste taaler jeg i ogsaa
