kretion, som den fortjener; lover De ikke det? Tak, kære Ven! Men, siger De, hvordan kan jeg være forelsket i hende, naar jeg endog for lidt siden kaldte hende en stor Kokette? Man kan for det første godt elske en Kokette; det er der ingenting ivejen for; men det hæfter jeg mig ikke ved, det springer jeg over. Men der kommer noget andet til. Hvordan var det, indrømmed De, at De forstod Dem paa Mennesker, eller indrømmed De det ikke? Hvis De forstod Dem paa Mennesker, vilde De nemlig ogsaa forstaa, hvad jeg nu siger: jeg kan umulig mene, at Frøken Kielland virkelig er en Kokette; det mener jeg ikke for Alvor. Hun er tvertimod et saare naturligt Menneske, – hvad giver De for Eksempel for hendes aabne Maade at le paa, naar hun ikke engang har aldeles hvide Tænder? Hun ler for gærne og for uberegnet til at være koket. Men mærk Dem mine Ord: alligevel kan jeg gøre mit til at udbrede den Mening, at Frøken Kielland er en Kokette; det generer mig ikke. Og jeg gør det ikke forat skade hende og forat hævne mig, men for at holde mig selv oppe, jeg gør det af Selvkærlighed, fordi hun er uopnaaelig for mig, fordi hun spotter alle mine Anstrængelser for at gøre hende glad i mig, fordi hun er forlovet og allerede bunden, hun er tabt, ganske tabt. Se, dette er med Deres Tilladelse en ny og afvigende Side af den
