efter alt det Snak, De har maattet døje iaften. Der er dog flere Ting, jeg gærne vilde have hørt Deres Mening om endnu, saaledes har De slet ikke besvaret mit Spørgsmaal om, hvordan De i Deres inderste Hjærte synes om Frøken Kielland. For mig staar hun som det sjældneste og uopnaaeligste Væsen, fuld af Dejlighed og ren og hvid som Sne, – tænk Dem rigtig ren og dyb Silkesne. Saaledes staar hun for min Tanke. Har De faaet et andet Indtryk af det, jeg har sagt før, saa er det fejlagtigt . . . . . Lad mig altsaa nu drikke det sidste Glas i Deres Nærværelse; Skaal! . . . . . Men netop nu falder der mig noget ind. Hvis De havde Taalmodighed til at beskæftige Dem med mig endnu i to korte Minutter, vilde jeg virkelig være Dem særdeles forbunden. Sagen er den, – lad mig sige det lige ud, men kom mig lidt nærmere, saa jeg kan hviske det til Dem, for her i dette Hus er Væggene tynde, og man maa være forsigtig, – jo, Sagen er den: jeg er nemlig redningsløst forelsket i Frøken Kielland. Nu har jeg sagt det! Dette er bare et Par haarde og fattige Ord om Sagen, men Gud i Himlen ved, hvor jeg elsker hende ellevildt, og hvor jeg lider for hendes Skyld. Naa, det er en Sag for sig, jeg elsker, jeg lider, det er godt, det hører ikke hid. Altsaa! Men jeg haaber, at De vil behandle min Aabenhjærtighed med al den Diskretion, Dis-
