passeret min Hjærne og afsat sine Spor. Men forat blive i Lignelsen: hvo ved, om ikke Deres Taushed nu iaften netop lægger den særegne Tone over mine Ord – min umaadelige Beruselse ufortalt –, om ikke denne Mine, som De nu har i Deres Ansigt, dette halvt sky og halvt uskyldige Udtryk i Deres Øjne netop stimulerer mig til at tale, som jeg gør! Det er ganske naturligt og er ikke mig det ringeste paafaldende. De lytter til, hvad jeg siger – hvad jeg, en fuld Mand siger –, De kender Dem nu og da paa en eller anden Maade rammet – forat benytte det allerede brugte Udtryk rammet —, og jeg føler mig fristet til at gaa end videre paa og slynger Dem nok et halvt Snes Ord i Ansigtet. Jeg anfører dette blot som et Eksempel paa Bagatellernes Værdi. Overse ikke Bagatellerne, kære Ven! For Guds Skyld, Bagatellerne har en vældig Værdi. . . . . Kom ind!«
Det var Sara, som banked paa og gav ham Besked om, at Aftensmaden var færdig. Minutten rejste sig straks. Nagel var nu synlig beruset og talte ikke længer rent engang; forøvrigt modsagde han idelig sig selv og vrøvled værre og værre. Hans tankefulde Øjne og Aarerne, der svulmed op i hans Tindinger, viste, at han tumled med mange Tanker i Hovedet.
»Ja«, sagde han, »det undrer mig ikke, at De gærne vil benytte Lejligheden til at gaa,
