»Nu kan De sige: men hvad har denne Historie at gøre med Dem og mig og Ungkarlslaget? Nej, bedste Ven, ganske vist, den har saamæn intet at gøre dermed; men det faldt mig ind at fortælle den alligevel, som en Prøve paa min Stupiditet angaaende den menneskelige Sjæl, he-he-he. Ikke sandt? Uden Fortrydelse forresten! Ak ja, den menneskelige Sjæl! Hvad synes De saaledes om, at jeg en Morgenstund for nogle Dage siden griber mig i – griber mig Johan Nilsen Nagel i – at vandre udenfor Konsul Andresens Hus heroppe paa Bakken og grunde paa, hvor højt eller hvor lavt det antagelig kunde være op til Taget i hans Dagligstue? Ja, hvad synes De? Men dette er, om jeg saa tør udtrykke det, den menneskelige Sjæl igen. Ingen Bagateller er den uvedkommende, altsammen har sin Betydning for den. . . . . Hvad Indtryk gør det for Eksempel paa Dem, naar De sent en Nat kommer hjem fra et eller andet Møde, en eller anden Ekspedition, og De gaar i Deres lovlige Ærinde, og De da pludselig støder paa en Mand, som staar ved et Hjørne og ser paa Dem, ja, som drejer Hovedet efter Dem, efterhvert som De passerer, og bare stirrer paa Dem og intet siger? Nu sætter jeg ovenikøbet, at Manden har sorte Klæder paa, og at De ikke kan se andet af ham end hans Ansigt og hans Øjne, hvad saa? Ak, der foregaar mangt i den
