glidende og stille Maade. Hvad beviser det? Nej, ganske vist; men var det dog ikke en ejendommelig Omstændighed, at hun ikke gik op i anden Etage, men derimod ud i Baggaarden? He-he-he, ja, De forstaar dette saa udmærket, det kan jeg se, men mig er det ikke faldt ind, før i 1891, tre Aar bagefter. De mistænker mig vel nemlig ikke for, at jeg havde udspekuleret det hele paa Forhaand, at jeg haled Turen ud saa længe som muligt, forat presse min Dame til det yderste, at jeg specielt ikke kunde løsrive mig fra en forstenet Hulehyæne i et Musæum, men at jeg vendte tilbage til den tre Gange, og at jeg samtidig holdt Øje med Frøkenen, paa det at hun ikke paa nogen Maade kunde slippe ud i en Baggaard, – dette mistænker De mig selvfølgelig ikke for? Jeg vil ikke benægte, at saa intrikat kunde maaske nogen være, at han heller gik og led selv, ja, heller selv vilde blive vaad fra Beltestedet af end give Slip paa den sælsomme Tilfredsstillelse at se en ung, nydelig Dame vride sig af en eller anden Forpinthed; men mig er det, som sagt, gaaet op for først iaar, tre Aar efterat Historien foregik. He-he-he, ja, hvad synes De? Hvad skal man gøre med en slig Tankeløshed som min i dette Tilfælde? Undskyld, at jeg spørger Dem.«
Pause. Nagel drak og fortsatte:
