Værre end det første; jeg fik bide Tænderne sammen og bede hende gøre mig den personlige Tjeneste at gaa ind selv, saa vilde jeg vente paa hende. Endnu et Par Minutter gik, saa kom min Dame tilbage; hun var meget fornøjet, ja, ligefrem glad og sagde bare, at hendes Veninde ikke var hjemme, hvilket ogsaa kunde være det samme, ret betænkt; hun kunde godt holde det ud i nogle Minutter endnu, det vilde saa alligevel ikke tage mer end i Højden et Kvarter, før hun kunde gaa til sit eget Aftensbord. Hun bad mig ogsaa undskylde, at hun havde ladet mig vente. Og den, som var glad, var jeg, skønt det dog egentlig var mig, som gik der gennemvaad og led ondt af Turen. Men nu kommer det bedste af alt, – ja, De har kanske allerede anet Resten? Jo, jeg tror tilforladelig, at De allerede har anet Resten; men jeg vil alligevel fortælle den ogsaa: først iaar, i 1891, er det gaaet op for mig, hvor hestedumt jeg egentlig bar mig ad. Jeg har overtænkt hele Tildragelsen paany og fundet den største Betydning i den ene Bagatel efter den anden: min Dame gik ikke opad nogen Trappe, hun var slet ikke oppe i anden Etage; naar jeg tænker mig om, saa aabned hun en Gennemgangsdør til Baggaarden og gled indad den; jeg har en Anelse om, at hun ogsaa kom tilbage gennem den selvsamme Dør fra Baggaarden, paa en
