mig selv iberegnet – gik hen og tog Livet af sig for hendes Skyld. Det er min Mening. Hun er dejlig, ja, det er hun, og det maatte være en sød Smærte at føle sig trampet ned af hendes Hæl, ja, og derfor kommer jeg kanske ogsaa til at bede hende derom engang, det vil jeg ikke forsværge. Det foreligger forøvrigt ikke endnu, jeg har Tiden for mig . . . . . Men Gud bevare mig, hvor jeg vistnok skræmmer Dem stiv med min Tale iaften! Har jeg saaret Dem, jeg mener Dem personlig?«
»Hvis De vidste, hvor smukt Frøken Kielland talte om Dem! Jeg traf hende igaar, hun underholdt sig længe med mig . . . . .«
»Sig mig, – ja, undskyld, at jeg ikke lader Dem snakke ud; men har kanske ogsaa De lidt af den Evne at høre, hvad der bæver bag Frøken Kiellands materielle Stemme! Men nu hører De ganske bestemt selv, at jeg vrøvler kapitalt? Ja, ikke sandt? Altsaa! Men det skulde glæde mig, om ogsaa De forstod Dem lidt paa Mennesker, saa vilde jeg nemlig lykønske Dem med det og sige: vi er to, i Højden er vi to, som forstaar os paa dette here, kom, lad os slutte os sammen og aldrig bruge vor Viden mod hverandre – mod hverandre, forstaar De – saaledes, at jeg for Eksempel aldrig bruger min Viden mod Dem, selv om jeg gennemskuer Dem noksaa meget. Dette vilde jeg sige.
