rigtig sandt: jeg fik ikke takket Dem for Pengene, for de sidste Penge, som De gav mig. Jo, jeg maa faa Lov til det, her er jo ingen tilstede. Det er altfor mange Penge for en vanfør Mand, endog fem Kroner er mange Penge, men ti Kroner er ovenikøbet det dobbelte. Tilgiv mig, at jeg trodser Dem og takker Dem alligevel, skønt mod Deres Vilje; men nu er jeg saa fortumlet, at det spøger; det er ligesom altsammen er løst inde i mig og ikke kan være roligt. Ha-ha-ha-ha. Men Gud hjælpe mig, som ler af det! Nej, jeg vidste nok, at jeg vilde faa Frakken engang; hvad sagde jeg ikke? Det tager ofte lidt Tid, men jeg venter aldrig forgæves. Løjtnant Hansen loved mig engang to Uldskjorter, som han ikke brugte mer; det er to Aar siden nu, men jeg er saa sikker paa at faa dem, som om jeg allerede havde dem paa. Saaledes er det altid, de husker det senere og giver mig, hvad jeg behøver, naar Tiden kommer. Men synes De ikke, at jeg er som et helt nyt Menneske i ordentlige Klæder? Aa, hvor De har hjulpet mig og staaet mig bi paa alle mulige Maader . . . . .«
»Men hvorfor har De slet ikke været her mer? Hvorfor forsvandt De?«
»Ja, Sagen er: jeg vented paa Frakken. Tro mig, jeg gik og tænkte paa denne Frakke fra Fuldmægtigen og bestemte mig til ikke at
