en Gaas, som gjorde ham bange. Naar Brevet kom, vilde hun simpelthen ikke forstaa sig paa det, men overlade til andre at finde det ud. Hun vilde brede det frem paa Posthusets Disk, saa hele Byen kom til at tumle med det, vilde paa Stedet lægge det hele i Postbetjentens Skøn, kanske vilde hun endog skabe sig stædig og sige: nej, behold Deres Penge! Saa lægger Postbetjenten sin Finger paa Næsen og raaber: vent lidt! stop en hal’, der foresvæver mig noget! Og han slaar op i Bøgerne og finder, at den samme Sum er afsendt herfra for et Par Dage siden, netop den selvsamme Sum, for ikke at sige kanske de selvsamme Sedler, to Hundrede og ti Kroner til den og den Adresse i Kristiania; Afsenderen viser sig at være en Johan Nagel, en Fremmed, som for Tiden bor i Central . . . . . Jo, saadanne Postbetjente havde en Næse saa lang som saa til at snuse med . . . .
Nagel ringte igen og fik Hotelbudet til at hente Brevet tilbage med en Gang.
Al den nervøse Ophidselse, han havde været i hele Dagen, gjorde ham tilsidst ganske ked af det hele. Han gav i Grunden altsammen Fan! Hvad angik det ham, at Gud Herren laved et Sammenstød med Tab af Menneskeliv paa Eriebanen langt inde i Amerika? Nej, ganske vist! Naa, men lige saa lidet havde han
