»Nej, jeg ved ikke, hvor han har faaet fat paa den, det er saa længe siden. Kanske fra Holland? Nej, jeg ved ikke.«
Han maærked til sin Tilfredshed, at hun blev mere og mere livlig. Hun var kommet længer frem i Stuen, var bleven staaende næsten ved Siden af ham, mens han tumled om med Stolen i Hænderne og aldrig syntes at skue sig mæt paa den. Han talte ustandseligt, gjorde sine Bemærkninger om Arbejdet, blev henrykt, da han paa Bagsiden af Rygstykket opdaged en liden indlagt Skive, hvori der atter var indlagt en ny Skive, – simpelt Arbejde, smagløst Børneværk, som ikke engang var nøjagtigt udført. Stolen var raadden, og han behandled den meget forsigtigt.
»Ja,« sagde hun saa, »hvis De virkelig . . . . . Jeg mener: kan De have nogen Fornøjelse af at eje denne Stol, saa maa De godt beholde den. Jeg giver Dem den med Glæde. Jeg skal selv bringe den bort i Hotellet, hvis De ønsker det. Jeg har intet Brug for den.« Og pludselig maatte hun begynde at le over hans Iver for at komme i Besiddelse af dette mæltraadne Møbel. »Den har jo i Grunden ikke mer end ét ordentligt Ben,« sagde hun.
Han saa paa hende. Hendes Haar var hvidt, men hendes Smil var ungt og fyrigt og hendes Tænder dejlige. Da hun lo, blev hendes Øjne
