har en Bjælde — af simpelt Jærnblik forresten – som endog har været tilbedt som Guddom hos en Indianerstamme. Tænk Dem, den har hængt i uendelige Aar paa en Teltstolpe i Lejren og modtaget Bønner og Offringer! Ja, ser De der! Naa jeg driver nok egentlig bort fra mit Ærinde; naar jeg kommer ind paa Kapitlet om mine Bjælder, saa taler jeg gærne for meget.«
»Ja, men jeg har virkelig ingen slige gamle Ting,« sagde Martha igen. »Desværre!« sagde hun saa, og dermed standsed hun.
»Maa jeg,« sagde Nagel langsomt og med en overlegen Mine, »maa jeg for Eksempel se paa den Stol dér?« Han pegte hen i Krogen ved Sengen. »Det er bare et Spørgsmaal, jeg rører mig naturligvis ikke, før jeg faar Lov af Dem; for Guds Skyld, sig ifra, hvis det mishager Dem, at jeg ser paa Stolen! Jeg har forresten allerede havt den lidt i Kikkerten herfra, lige siden jeg kom ind.«
Martha forvirres, hun svarer:
»Den . . . . Kære, værsaago . . . . . Benene er istykker . . . . .«
»Benene er istykker, ganske rigtig! Og hvad saa? Hvad har det at sige? Netop derfor kanske, ja, netop derfor! Tør jeg spørge, hvor har De den fra?«
Nu havde Nagel faaet Stolen i Hænderne, han vendte og drejed den til alle Sider og
