de nu der, disse afdankede Ting, og duer ikke til stort; hvorfor skal de da optage Pladsen og binde Penge væk? De gæmmer nemlig bort mangen næt Skilling, disse unyttige Familjestykker, og tilsidst falder de saa ganske sammen og maa bæres op paa Mørkloftet. Hvorfor da ikke heller sælge dem, mens der er Tid? Enkelte Mennesker blir vrede, naar jeg kommer, og svarer mig, at de holder ingen gamle Ting, – godt, hver sin Lyst, jeg bukker og gaar. Der er intet at gøre ved det. Andre Mennesker blir skamfulde og gruer for at vise mig en Stegepande uden Bund, for Eksempel. De forstaar sig ikke bedre paa det; men dette er nu især de enfoldige Sjæle, som ikke har Rede paa, hvor højt udviklet Samlermanien er bleven. Jeg siger udtrykkelig Mani, jeg erkender, at det er den rene, skære Mani, som driver mig, og jeg kalder derfor blot Tingen ved dens Navn; hvorfor skulde jeg ikke gøre det? Naa, det vedkommer forøvrigt bare mig selv og er min egen Sag, jeg nævner det ogsaa blot i Forbigaaende. Men hvad jeg vilde sagt: det er næsten baade latterligt og dumt af disse Folk at undse sig for at vise frem en Antikvitet. Hvordan ser de ikke ud disse Vaaben og Ringe, som man graver ud af Kæmpehaugene? Men de har kanske ingen Værdi for det? Ja, ikke sandt, Frøken! De skulde for Eksempel se min Samling af Kobjælder! Jeg
