under nogen Omstændighed nævne Frakken for ham, han vilde ingen Tak have. Forstaar De? Det vilde pine ham, sagde han, hvis De kom til ham og takked ham for den lille Villighed. Ja, De indser vel ogsaa selv, at det vilde være taktløst af Dem at minde ham om den Dag, da han var fuld og gik ud af Hotellet med en Bule i Hatten; ikke sandt?«
»Jo.«
»For jeg ydmyged ham jo grusomt, som De husker, og kaldte ham en Hvalp i mange Menneskers Paahør. Jeg har rigtignok gjort ham min Undskyldning herfor, men alligevel. De modtager altsaa Frakken og lader som ingenting, og De siger heller ikke til Deres Onkel, hvor De har faaet den; ikke en Sjæl maa vide det, Fuldmægtigen forlangte det udtrykkelig. De kan vel nemlig forstaa, at det vilde være flaut for ham, om det kom ud i Byen, at han plejed at forløbe sig mod hvemsomhelst og saa bagefter var nødt til at gøre det godt igen med Frakker; ikke sandt?«
»Jo, det forstaar jeg godt.«
»Saa er det en Aftale?«
»Ja, jeg skal ingenting sige.«
»Godt . . . . . Hør, det falder mig bare ind: hvorfor bruger De ikke heller en Kærre til at bringe Kullene omkring med?«
