»Jeg skrev et Vers paa den Sten, jeg indrømmer et slet og upassende Vers, men det kommer ikke Sagen ved, jeg skrev altsaa det Vers. Da jeg gik derfra, stod Verset der, men da jeg nogle Minutter senere gik did igen, var det visket ud, – er det Deres Værk?«
Minutten ser mod Jorden og svarer:
»Ja.«
Pause. Men stammende, ganske urolig over at være greben i denne Dristighed, som han havde begaaet paa egen Haand, vil Minutten forklare sig:
»Jeg vilde gærne forebygge . . . . . De kendte ikke Mina Meek, det er hele Fejlen, ellers vilde De ikke have gjort det, ikke skrevet det. Jeg sagde ogsaa straks til mig selv: han er undskyldt, han er fremmed i Byen, og jeg, som hører hjemme her, har let for at rette paa det; skulde jeg da ikke gøre det? Jeg strøg Verset ud. Der var ingen, som havde læst det.«
»Hvordan ved De, at ingen havde læst det?«
»Ikke en Sjæl havde læst det! Da jeg havde fulgt Dem og Doktor Stenersen til Porten, vendte jeg straks tilbage og strøg det ud. Jeg havde ikke været mere end et Par Minutter borte.«
Nagel saa paa ham, tog hans Haand og trykked den uden at sige noget. De saa paa hinanden begge to; Nagels Mund bæved en Smule.
