sige, ikke et Ord, han skulde love det, det var et Løfte . . . . .
Som om han vilde undskylde sin Ophidselse, lagde Nagel straks til:
»Dette er et Hul af en By, ja, en Rede, et Bol! Man stirrer efter mig, hvor jeg gaar, jeg kan ikke røre mig. Men jeg ønsker ikke dette Spioneri allevegne, jeg giver alle Mennesker Fan. Nu har jeg advaret Dem. Jeg skal sige Dem: jeg har Grund til at tro, at for Eksempel denne Frøken Kielland er lidt for flink til at lure Dem ud og faa Dem til at fortælle; men jeg skal ikke have noget af hendes Nysgærrighed, ikke Spor! Jo, jeg var forresten sammen med hende igaaraftes. Hun er en stor Kokette. Naa, det hører ikke hid. Jeg skal blot endnu engang bede Dem om at tie med den Bagatel, vi har havt sammen. Og hvis Deres Onkel siger noget, saa skal jeg Gud straffe mig lukke hans Mund med det samme; gaa straks hjem og fortæl ham det. Har De nu ogsaa forstaaet mig rigtig godt?«
»Ja, rigtig godt.«
»Det var forresten bra, at jeg traf Dem nu,« fortsatte Nagel; »jeg vil ogsaa tale med Dem om en anden Ting: Iforgaars sad vi sammen paa en Gravsten oppe paa Kirkegaarden.«
»Ja.«
