Ud paa Eftermiddagen saa han fra Vinduet paa sit Værelse Minutten komme bærende med en Sæk opad den tunge, grusede Vej fra Kajen. Det var en Kulsæk han bar. Han gik yderst ludende og kunde ikke se frem for sig, fordi hans Byrde næsten trykked ham til Jorden. Han var saa gal i Benene og gik saa skævt, at hans Bukser var opgnavet til rene Filler indenbens. Nagel gik ham imøde og traf ham nede ved Posthuset, hvor Minutten havde sat Sækken ned et Øjeblik.
De hilste begge lige dybt for hinanden. Naar Minutten retted sig op, sank hans venstre Skulder langt ned. Nagel griber ham pludselig i denne Skulder, og uden nogen Indledning, uden at slippe Taget, siger han stærkt ophidset:
»Har De sladdret til nogen om de Penge, jeg gav Dem, sagt det til nogen, hvad?«
Minutten svarer forbauset:
»Nej, det har jeg ikke, slet ikke.«
»Lad mig bare underrette Dem om,« fortsætter Nagel bleg af Sindsbevægelse,« at hvis De nogen Gang siger et Ord om det Par Skillinger, saa slaar jeg Dem ihjæl – ihjæl! Ved Gud i Himlen! Forstaar De mig? Og lad ogsaa Deres Onkel holde tæt.«
Minutten blev staaende med gabende Mund og stammed et Ord nu og da: han skulde intet
