i Enrum, – det skulde ikke tage lang Tid. Fuldmægtigen rejste sig lidt uvilligt og fulgte ham ind i et Sideværelse.
Her sagde Nagel:
»Jeg beder Dem undskylde, at jeg endnu engang kommer tilbage til denne Sag, men det var altsaa den Historie med Minutten, som De ved. Jeg gør Dem herved min dybeste Afbigt.«
»Jeg betragter den Affære som op- og afgjort,« svared Fuldmægtigen. De gjorde mig et Slags Undskyldning i et helt Selskabs Nærværelse St. Hans Aften; jeg tager den Oprejsning for fyldestgørende og forlanger ingen yderligere.«
»Se, dette er nu overmaade smukt,« sagde Nagel, »rigtig smukt, og jeg gentager for Tydeligheds Skyld endnu en tredje Gang, at det er saa smukt af Dem. He-he. Men jeg er ikke rigtig tilfreds med den Ordning, Hr. Fuldmægtig. Det vil sige: jeg er tilfreds med den for min egen Del, men ikke for Minuttens. Jeg skulde højlig ønske, at De kunde indse, at ogsaa Minutten maa have sin Oprejsning, og at De er den Mand, som maa hjælpe ham til den.«
»De mener, at jeg bør gaa og bede den Tomsing om Forladelse for det Par Narrestreger, mener De det? Hør, var det ikke bedst, at De skøtted Deres egne Sager og ikke . . . . .«
»Ja, ja, ja, ja, det der kan vi før! Forat komme tilbage til Sagen: De rev Minuttens
