Dette blev saa alt, hvad de talte om den hele Nat. Nagel tog sin Hue af og bar den i Haanden gennem Skogen. Han var overordentlig tankefuld; flere Gange standsed han og saa op fra Vejen, stirred ret frem for sig et Øjeblik og gik saa igen videre med smaa, langsomme Skridt. Hans Miner var smilende og glade. Hvilken Stemme, hvilken Stemme, hun havde! Skulde man have hørt Magen, en Stemme, der dirred af Sang! Hvor hun havde bedaaret ham, dette søde, lyse Menneske!
IX.
Dagen efter, i Middagstiden.
Nagel var just staaet op og var gaaet ud uden Mad. Han var allerede langt nede i Byen, lokket ud af det straalende Vejr og det muntre Liv paa Bryggerne. Med ét henvendte han sig til en Mand og spurgte efter Sorenskriverkontoret; Manden gav ham Besked derpaa, og Nagel gik lige derhen.
Han banked paa og traadte ind, gik forbi et Par Herrer, der sad og skrev, hen til Fuldmægtig Reinert, hvem han bad om en Samtale
