»Sandheden er den,« sagde han, »at hvis jeg skulde sige, hvor glad jeg er og hvorfor jeg er saa glad, saa vilde De igen løbe fra mig, og det maa ikke ske. Lad mig faa Lov til at gæmme det hos mig selv . . . . .«
Og hun afbrød ham igen:
»Naa, ja, naturligvis . . . . . Ja, ja, dette har været en fornøjelig Aften; men nu er De nok ogsaa dygtig træt? Tak, da, for Følget! Men det er sandt, De maa ikke tage min Parasol med Dem. Jo, det skulde blive en nydelig Historie, om De gjorde det, ha-ha-ha.«
Hun var kommet til Porten, da hun endnu engang vendte sig om og sagde:
»Det er ogsaa af en anden Grund godt, at jeg har truffet Dem iaften: nu har jeg da lidt at fortælle min Forlovede, naar jeg skriver. Jeg skal sige, at De er en slig Mand, som er uenig med alle om alt, saa vil han blive saa græsselig forundret; jeg synes se ham studere over Brevet og ikke begribe det. Nej, han er nemlig saa inderlig god, Gud, hvor han er god! Han modsiger ingen. Ja, De skal tro, han er prægtig. Det er bare Synd, at De ikke træffer ham, mens De er her. Godnat.«
Og Nagel svared Godnat, Godnat og saa efter hende, til hun var forsvunden i Huset.
