»Der læses nok meget i Deres Hjem?« sagde han.
Hun svared:
»Hvordan ved De det?«
»Jeg har vist hørt det; jeg ved ogsaa, at Deres Fader ialfald har Bøger af Turgénjev og Garborg, og det er et godt Tegn.«
»Ja, Turgénjev, er ikke han vidunderlig! Altsaa Minutten har sladdret igen, De kan ikke have det fra nogen anden. Ja, vi læser meget, Papa læser altid, han har saa mange Bøger. Hvordan synes De om Tolstoy?«
»Godt, naturligvis. Tolstoy er en stor og mærkelig Mand.«
Men nu lo hun, saa det klang i Skogen, og afbrød ham:
»Nej, nu siger De noget, som De ikke mener igen, jeg kan se det paa Dem. De synes aldeles ikke om Tolstoy.«
»Hm. Det vil sige . . . . . Nej, lad os nu ikke komme ind paa Spørgsmaal igen, for saa blir jeg kedeligere end nogensinde. Jeg er jo ikke saa heldig at være enig med alle Mennesker, og jeg vilde nødig gaa og gøre Dem træt af mig. Hvordan synes De selv om Tolstoy?«
»Nu er De ikke glad mere, nu er De altsaa ikke glad mere. Ja, ja, nu vender vi ogsaa om. Stille, Bisken, nu kommer jeg!« raabte hun til Hunden, der stod og sled i sin Lænke.
