»Ja, det har jeg ikke tænkt paa endnu,« sagde hun, og hun lagde til: »Den Dag den Sorg!«
»Den Dag den Glæde!« sagde han.
Hun svared afbøjende, en Smule utaalmodigt:
»Nej, nu er De vist ikke glad længer. Hvor mange er Klokken?«
»Klokken er vel to.«
»Hør,« sagde hun, »De maa ikke gaa og forundre Dem over, at jeg nu har vandret ude saa sent paa Natten; vil De vel? Vi plejer at gøre det saa her, vi er nemlig bare Bønder her omkring, bare Naturbørn. Adjunkten og jeg har saaledes gaaet om her paa Vejen lige til den lyse Morgen, vi.«
»Men hvem har ført Passiaren da? Det forekom mig, at Adjunkten var en Mand af meget faa Ord.«
»Ja, det er jo ogsaa mig, som har talt mest, det vil sige: jeg har spurgt, og han har svaret. De ved, man kan have saa mangt at spørge om. Naa, det hører ikke hid. Hvad gør De nu, naar De kommer hjem?«
»Naar jeg kommer hjem nu? Jeg lægger mig og sover til – ja, henimod Middag, sover som en Sten, dør væk, uden at vaagne og uden at drømme. Hvad gør De?«
