stykke, jeg kan, med et Straa og en Kvist, hvorved Straaet blir stærkere end Kvisten? Jeg vilde saa gærne gøre alt, hvad De muligens kunde synes om, bare af Taknemmelighed, forat vise min Hengivenhed. Men lad os heller tale, det er bedre. Aa, det er St. Hans inat! Kære, er det ikke berusende dejligt? Se dér, lad mig bare pege paa den mindste Ting, som gør Indtryk paa mig, den enlige Briskeklynge derhenne, se, hvor den formelig bøjer sig imod os og ser saa god ud. Og fra Furru til Furru spænder Edderkoppen sine Væve; de ligner sligt noget mærkeligt kinesisk Arbejde, ligner Sole, spundet af Vand. De fryser vel ikke? Jeg er sikker paa, at der danser varme, leende Elverpiger om os nu; men jeg vil alligevel tænde op et Baal, en Nying, hvis De fryser; maa jeg ikke? . . . . Hør, det falder mig netop ind: var det ikke her i Nærheden Karlsen blev funden?«
Hun fór op med et Udtryk af Uvilje i sit skønne Ansigt og svared:
»Huf, nej, ham taler vi ikke om! Lad ham være, jeg beder Dem. Har man hørt Magen!«
Atter bad han om Undskyldning og vilde bøje af, han sagde:
»Man siger blot, at han var saa indtagen i Dem, – og det kan jeg ikke fortænke ham i . . . . .«
