med Forkærlighed det mystiske, det store og sære og vidunderlige; overhovedet fandtes der ikke deres Mage til at udruge kolossale Vildfarelser, Feberfostre af stejlende Hjærner. Deres Liv var henlevet i en Æventyrverden fra den første Begyndelse af, og de talte lige saa let om de vilde Fépaladser bag Bjærgene, som om den stumme Vældige i Skyen, den store Magt, som pusler om der oppe i Rummet og tygger Stjærner. Men alt dette kom af, at disse Mennesker leved under en anden Sol og aad Frugt, istedetfor Havregrød, – aa, den norske Havregrød!
Dagny lo og modsagde ham. Saa, Havregrøden var ikke bra nok? Havde vi ikke ogsaa de vakkreste Æventyr? End Asbjørnsens?
Han blev ivrig: Naturligvis, naturligvis var Havre en udmærket Kost i Lande, hvor der ingen Sol var; hvem kunde sige andet? Men Solen? Havde hun Begreb om en Sol, som kunde lyse lidt urimeligt, en Sol, som gik i Fraade og Skavler af Lyst Og Højfjældsæventyrene ja, Huldreæventyrene, disse plumpe Fostre af en skindbukset Fantasi, udruget i mørke Vinternætter i Stokhytter med Ljorer i Taget! Havde hun nogensinde læst Tusind og en Nats Æventyr? Naa, men disse Æventyr fra Gudbrandsdalen, denne saare bondefulde Poesi, denne Fantasi tilfods, den hørte os til, det var vor
