bleven hængende tilbage; men nede paa Grusgangen gaar den lille Mand, Faderen, og ser paa Liget. Hans Bryst krymper sig i Krampe, og han hyler højt; men han ved intet andet at gøre end at gaa rundt omkring Liget og se paa det og hyle. Da han fik Øje paa mig, skalv jeg for hans gruelige Blik, og jeg flygted skrækslagen ind til Byen. Jeg saa ham heller aldrig mer . . . . .
Frøken, dette var mit Æventyr.«
Nagel taug.
Der blev en lang Stilhed. Dagny gik og saa ned i Vejen og gik saa overmaade sagte. Endelig sagde hun:
»Ja, Gud, hvilket underligt Æventyr!«
Saa indtraadte der Stilhed paany, og Nagel forsøgte et Par Gange at bryde den med en Bemærkning om den dybe Fred i Skogen, men Dagny svared ikke. Tilsidst tog han sig fore at le højt og slaa det hen:
»Det er jo otte Aar siden,« sagde han, »det er jo ikke idag, jeg har oplevet det. Sig, kan De kende, hvor Skogen dufter netop her? Kære, lad os sætte os lidt!«
Hun satte sig, endnu stille, endnu tankefuld, og han satte sig foran hende.
»Tænker De endnu paa Æventyret?« spurgte han.
»Ja,« svared hun.
