»Nej,« svared jeg, »jeg kan ikke se Byen. Kan du?«
»Rejs dig, og lad os gaa længer,« sagde hun.
Og vi gik videre ad den samme Sti, nedad en Bakke, opad en Bakke; jeg standsed igen og tog hende ind til mit Bryst, og jeg sagde:
»Hvor du gør mig glad i dig, hvor du fylder mig med Lykke!«
Og hun skalv ogsaa i mine Arme, men hun sagde alligevel:
»Nu maa jeg vende om. Du kan vel se Byen?«
»Ja,« svared jeg, »det kan vel ogsaa du?«
»Nej,« svared hun.
»Hvorfor ikke?« spurgte jeg.
Hun trak sig tilbage fra mig og saa paa mig med store Øjne, og inden hun gik, bøjed hun sig dybt for mig til Farvel. Da hun var kommet et Par Skridt bort, vendte hun sig endnu engang om og saa paa mig.
Men da saa jeg, at ogsaa hendes Øjne var blinde . . . . .
Nu gaar der en Tid af tolv Timer, som jeg ikke kan gøre Rede for, og som er bleven borte for mig. Jeg ved ikke, hvor de er blevne af; men jeg har banket mig i Hovedet og sagt: Det er tolv Timer, det gælder om, de maa være herinde et Sted, de har blot forstukket sig, og
