Jeg rørte mig ikke, jeg tabte næsten mit Aandedræt, da jeg saa dette, og for disse blinde Øjnes Skyld gled en saar Véklang gennem min Sjæl.
Et Minut gik. Jeg ligger og lytter, og jeg hører et tungt, grovt Slag et Sted langt borte, jeg hører det saa grusomt vel, det tordned endnu længe efter: det var atter Byens Taarnur, der slog; det slog et.
Og med én Gang taug Englenes Sang. Jeg saa dem ordne sig igen og flyve bort, de stimed opad mod Taget, trængte paa, forat komme afsted, stod som en skraa Mur af idel Lys, og allesammen saa paa mig, da de rejste. Den sidste vendte sig om og saa endnu engang paa mig med sine blinde Øjne, før den forsvandt.
Dette er min sidste Erindring, denne ene Engel, som vendte sig om og saa paa mig. Saa blev alt mørkt. Jeg faldt tilbage i Sengen og sovned . . . . .
Da jeg vaagned, var det lys Dag. Jeg var fremdeles alene i Hvælvingen. Mine Klæder laa foran mig paa Gulvet; jeg følte paa dem, de var lidt vaade endnu, men jeg tog dem alligevel paa. Saa gaar Døren op, og Pigen fra Aftenen forud viser sig igen.
Hun kommer lige hen til mig, og jeg siger:
