»Ja, jeg saa hans Øjne,« svared jeg, »og jeg følte, at de havde Magt over mig, jeg fulgte dem.«
»Hvor traf du ham?« spurgte hun.
Og jeg svared:
»Hjemme hos mig, paa mit Rum; jeg sad og læste.«
Da rysted hun paa Hovedet og slog sit Blik ned.
»Men lad ikke det bedrøve dig, skønne Barn,« sagde jeg saa; »jeg drev saa gærne den Tur, jeg har intet forsømt derved og angrer ikke, at jeg har truffet dig. Se engang, jeg er glad og tilfreds, smil nu ogsaa du!«
Men hun smilte ikke, hun sagde:
»Tag dine Sko af, du maa ikke gaa herfra inat, jeg skal tørre dine Klæder.«
Jeg saa nedad mine Klæder, de var dyvaade, mine Sko var fulde af Vand. Jeg gjorde som hun sagde og trak Skoene af og gav hende dem; men da jeg havde gjort det, blæste hun Lampen ud og sagde:
»Kom! Og tal ikke!«
»Vent lidt, Dejlige! sagde jeg og standsed hende. »Naar jeg ikke skal sove her, hvorfor faar du mig da til at tage mine Sko af allerede straks?«
»Det faar du ikke vide,« svared hun.
Og jeg fik det ikke at vide.
