Naa, jeg ser paa hende og føler en Glæde derved; hun havde rødt Haar og sorte Øjne, men hun var ikke godt paaklædt og gik med bare Ben paa Stengulvet. Hendes Arme var nøgne, og de havde ingen Pletter.
Hun mønstrer os begge et Øjeblik, bøjer saa sit Hoved dybt for mig og gaar hen til den lille Mand. Hun giver sig uden at sige et Ord til at knappe hans Klæder op og føle omkring paa hans Krop, som om hun leder efter noget, og lidt efter trækker hun frem fra Foret i hans Kappe et brændende Blus, en liden vildt lysende Lygte, som hun hænger paa Fingeren. Lygten skinned saa stridt, at den fuldstændig overstraaled Lampen henne paa Muren. Manden stod aldeles stille og lo lige tyst, mens han blev ransaget. Godnat! sagde Kvinden og pegte paa en Dør, og Manden, dette frygtelige, sælsomme Halvdyr, gik. Jeg stod alene tilbage med en ny Bekendt.
Hun kom hen imod mig, bøjed sig atter dybt for mig og sagde, uden at smile, uden at hæve Stemmen:
»Hvor kommer du fra?«
»Fra Byen, skønne Pige,« svared jeg; »jeg kommer fra Byen.«
»Fremmede, tilgiv min Fader!« sagde hun med ét; »tilgiv ham og gør os ikke noget ondt for dette; han er syg, han er gal, du saa hans Øjne.«
