at han gik og blæste paa mig. Og jeg gik uafladelig, gik i alle mulige Retninger, men aldrig hjemad til Byen. Mine Fødder begyndte at smærte, jeg var vaad tilknæs af Duggen, og mit Ansigt svied af de vaade Grene, som strejfed mig. Jeg sagde: Det kan synes lidt underligt af mig at gaa her paa denne Tid af Døgnet; men det er en Vane, jeg har, en Skik fra Barnsben at søge op de største Skoge, som findes, til at spadsere i! Og jeg gik paa med sammenbidte Tænder. Saa slaar Taarnklokken tolv nede i Byen, en to tre fire; lige til tolv; jeg tæller Slagene. Denne kendte Lyd oplived mig meget, skønt det ærgred mig ogsaa, at vi endnu ikke var kommet længer bort fra Byen, efter alt, hvad vi havde trasket om. Godt, men Taarnklokken slog, og just i det samme det tolvte Slag faldt, staar atter den lille Mand lys levende foran mig og ser paa mig og ler. Jeg glemmer det aldrig i mit Liv, han var saa lys levende, han havde to Fortænder borte, og han holdt Hænderne paa Ryggen . . . . .»
»Men hvorledes kunde De se ham i Mørket?«
»Han lyste selv, han lyste af et forunderligt Lys, der syntes at være bag ham, at straale ud fra hans Ryg og gøre ham gennemsigtig; endog hans Klæder blev saa klare som en Dag, hans Bukse var slidt og meget for kort. Alt dette
