ham et Vink, blinke med Øjenkrogen! Aa, hvor han var villig til alt . . . . .
Tilsidst maatte hun le igen. Naa, han var umulig, blev umulig og vilde være umulig; ja, værsaagod, naar han syntes, det var saa morsomt. Men ikke et Ord om denne fikse Idé mere, ikke er Ord mere . . . . .
Pause.
»Husker De,« sagde han, »her var det, jeg traf Dem den første Gang. Nej, jeg skal aldrig glemme, hvor De saa féagtig ud, da De flygted. Som en Hulder, et Syn . . . . . Men nu vil jeg fortælle Dem et Æventyr, som jeg har oplevet; maa jeg ikke?«
»Jo, et Æventyr!« raabte hun uvilkaarlig. Nu var hun igen tilfreds som et Barn og skyndte selv paa, forat faa ham til at fortælle. Godt, han kunde bære hendes Parasol, naar han saa endelig vilde; hvad Fornøjelse var der forresten deri? Men Æventyret! hvorfor begyndte han ikke?
Ja, det var ellers bare en Stump Oplevelse, det var snart fortalt. Han sad engang paa sit Værelse, det var i en liden By, det var ikke i Norge, det kunde være det samme, hvor det var henne; forat være kort, saa sad han en mild Høstaften paa sit Værelse. Det var otte Aar siden, det var i 1883. Han sad med Ryggen mod Døren og læste i en Bog.
