De saa paa hinanden et Øjeblik; hendes Hjærte begyndte at klappe stærkere, og hun blev lidt bleg. Hvorfor mon det var ham saa meget om at gøre at faa hende til at tro det sletteste om sig? Saa gærne og saa villigt, som han ellers gav efter, var han i dette Stykke ikke til at faa af Pletten. Hvilken fiks Idé, hvilken Naragtighed! Hun udbrød irriteret:
»Jeg kan ikke begribe, hvorfor De gaar her og vrænger Dem ud og ind for mig! Nej, ved De hvad, De loved jo at være snil, og De sagde: Ja, De skal bare se, hvor snil jeg vil være. Jo, De er dejligt snil, er De.«
Hendes Hæftighed var virkelig ægte. Hun begyndte at løbe sur i ham ved hans Paastaaelighed, som var saa sikker, saa uryggelig, at den fik hende til at vakle; hun følte sig krænket ved saaledes at snurres rundt, svinge uafladelig fra Tro til Tvivl og tilbage igen. Hun havde ogsaa i sin Ophidselse taget sin Parasol tilbage; nu gik hun og slog sig i Haanden med den.
Han blev meget ulykkelig. Hvor han altid var uheldig i, hvad han foretog sig! Hvor han idelig forløb sig! Ja, hvis hun blot vilde undskylde ham nu, tilgive ham igen, denne ene Gang bare, eller om hun ialfald ikke vilde være vred! Maatte han ikke faa vise hende en Prøve paa, hvad han kunde gøre, forat forsone hende? Om hun bare vilde sætte ham paa noget, give
