stejle. Det er jo ikke mer end et Minut, siden De selv sagde: Nej, jeg forstaar mig ikke paa Dem! Se, dette sagde De, fordi De havde forsøgt at studere mig ud, – noget, som igen kildrer mig, ja, som ligefrem er sødt for min Gane. Men i alle Tilfælder tager jeg altsaa min Profit hjem, hvad enten De tror eller ikke tror. Nu skønner De det? Det er saa ligefrem.«
Pause.
»Og De vil indbilde mig,« sagde hun med opspærrede Øjne, men endnu paa Vej til at le, »De vil indbilde mig, at al denne Snedighed har De planlagt forud, mødt hver Tilfældighed, truffet alle Forholdsregler? Aldrig! Aldrig! Ha-ha-ha, men nu vil intet mere fra Deres Mund forbause mig, nej, herefter venter jeg mig alt. Naa, nok om det, De kunde have løjet langt daarligere, De er rigtig flink.«
Han stod haardnakket paa sit, paastod, at efter denne Afgørelse fra hendes Side maatte hans Højsind være et Bjærg, mindst, ja, et højt Bjærg endog. Og han vilde takke hende saa meget, he-he-he, jo, han havde opnaaet alt, hvad han havde tilsigtet. Men det var altfor snilt af hende, virkelig altfor godmodigt . . . . .
»Ja, ja,« afbrød hun, »lad det nu bero.«
Men nu var det ham, der standsed op.
»Jeg siger Dem endnu engang, at jeg har narret Dem!« sagde han og stirred paa hende.
