Pause. Ingen talte paa længe. Hun gik og vented, saa afvekslende op paa Nagel og ned i Vejen.
»Hør!« fortsætter han saa, »dette er bare en Komedie altsammen. De er et ærligt Menneske, det byder endogsaa mig imod at narre Dem, jeg vil sige Dem, hvorledes det hænger sammen,«
Og nu forklarer han hende, frækt og med aabne Øjne, hvorledes han har beregnet det hele:
»Naar jeg fremstiller dette Sammenstød med Fuldmægtigen paa min Maade, forvrænger Sagen en Smule, lyver endog lidt paa mig selv, saa gør jeg det i Grunden – i Grunden – bare paa pur Spekulation. Jeg søger at skaffe mig al mulig Fordel af Affæren. De ser, jeg er oprigtig mod Dem? Jeg antager nemlig som givet, at en eller anden Sjæl fortæller Dem den rigtige Sammenhæng engang alligevel, og naar jeg da paa Forhaand har gjort mig selv saa slet som muligt, saa kommer jeg til at tjene paa det, høste en umaadelig Gevinst. Jeg faar et Skær af Storhed, af Højsind, som der skal ledes efter Mage til — ikke sandt? – men det sker altsaa udelukkende ved et Bedrageri saa plat, saa simpelt, at det oprører Dem, naar De faar høre om det. Jeg finder det rigtigst af mig at gaa til denne aabne Bekendelse, fordi De for-
