Røgen af Nagels Cigar steg blaa tilvejrs. Han gik allerede og inddrak Duften fra Skogen og Græsset, og en Fornemmelse af gennemtrængende Tilfredshed greb ham, en sær og stærk Glæde, der jog Vand op i hans Øjne og næsten betog ham Vejret. Han gik ved Dagnys Side; hun havde intet sagt endnu. Da de var komne forbi Kirkegaarden, havde han yttret et Par rosende Ord om Doktorens, men hun havde ikke svaret. Nu havde Nattens Stilhed og Skønhed beruset ham saa dybt, trængt saa lidenskabeligt ind paa ham, at hans Aandedræt blev kort og hans Blik taaget. Ja, hvor det var dejligt i de lyse Nætter! Han sagde med høj Stemme:
»Nej, se Aaserne, hvor de er klare dér henne! Jeg er saa glad, Frøken, jeg beder Dem bære over mig, hvis De vil være saa snil; men jeg kunde gøre Dumheder af Lykke inat. Er ikke De ogsaa glad? Ja, De skal nok blive glad De ogsaa; hører De, hvad jeg siger? Jeg vilde saa inderlig glæde Dem med noget nu, hvad De end vilde begære mig til; tro mig ialfald, ja, Gud, hvor De maa tro mig! Ser De Furruerne her, og Stenene og Tuerne og Enerklyngene, de ligner siddende Mennesker i dette Natlys. Og Natten er sval og ren; den trykker ikke med sælsomme Anelser, og der spirer ingen hemmelige Farer nogen Steder; vel? Nej, De skal ikke være misfornøjet med mig,
