»Ja, Hr. Nagel vilde have gjort akkurat som Konen; vi har netop talt om det før du kom. Hr. Nagel tror ikke meget paa din Videnskab.«
»Naa, saa, det gør Hr. Nagel ikke!« bemærker Doktoren ironisk. »Nej, nej, det faar Hr. Nagel gøre, som han vil med.«
Ærgerlig, krænket, fuld af Vrede mod disse daarlige Patienter, der havde omgaaet hans Befalinger, drak Doktoren sin Kaffe i Taushed. Han var forbittret over, at alle sad og saa paa ham. »Find paa noget, rør Dere,« sagde han. Men efter Kaffeen blev han igen munter, talte en Stund med Dagny, gjorde sig lystig over sin Rorskarl, Manden, som havde hentet ham ud til de Syge; han kom igen ind paa sine Ubehageligheder som Læge og blev paany hidsig. Det var ham endnu umuligt at glemme denne Fejltagelse med Salverne; det var bare Raaskab og Overtro og Æseldom altsammen; i det hele taget var det skrækkeligt med Vankundigheden ude hos Almuen.
»Ja, men Manden blev jo frisk?«
Doktoren kunde gærne have sat Tænderne i Dagny, da hun sagde dette. Han retted sig op. Manden blev frisk; ja, men hvad saa? Det udelukked ikke, at Dumheden altsaa var himmelraabende ude hos Almuen. Manden blev frisk, ja, det blev han; men hvad om Manden
