Gange slaaet det hen, som om det ikke vedkom ham. Endnu et ejendommeligt Træk kom tilsyne hos ham i Løbet af Dagen: skønt han slet ikke kendte et Menneske paa Stedet og ikke havde henvendt sig til nogen, havde han alligevel standset foran en af Byens unge Damer ved Indgangen til Kirkegaarden, havde standset op og set paa hende og hilset meget dybt, uden at sige et Ord til Forklaring. Vedkommende Dame havde rødmet over hele Ansigtet. Derpaa var det frække Menneske drevet ret udad Landevejen, helt hen til Præstegaarden og forbi den, – noget, han forresten ogsaa gjorde de paafølgende Dage. Der maatte stadig lukkes op for ham efterat Hotellet var stængt om Aftenen, saa han kom sent hjem fra sine Vandringer.
Saa den tredje Morgen, just som Nagel kom ud af sit Værelse, blev han tiltalt af Værten, der hilste paa ham og sagde nogle elskværdige Ord. De drev ud paa Verandaen og satte sig begge to, og Værten fandt paa at gøre ham et Spørgsmaal angaaende Forsendelsen af en Kasse fersk Fisk:
»Hvordan skal jeg nu sende den Kasse dér, kan De sige mig det?«
Nagel saa hen paa Kassen, smilte og rysted paa Hovedet.
»Nej, det forstaar jeg mig ikke noget paa, svared han.
