virkelig gøre, og lægge den i Hænderne paa disse Folk . . . . . Naa, Blodet var standset. Men saa kommer Sønnen, en voksen Søn i Huset, en lang Svinepels, som havde paadraget sig et Ekcem opi Ansigtet. »Jeg havde givet ham Salverne før og udtrykkelig sagt: denne gule Salve en – én – Time og denne hvide Salve, Zinksalven, Resten af Døgnet. Hvad gør han? Tager naturligvis fejl Salve, bruger den hvide en Time og den gule, som brænder og trækker som et Helvede, bruger han hele Dagen og hele Natten. Med dette holder han ved i to Uger. Men det mærkeligste er alligevel: Fyren kom sig, kom sig, trods sin Dumhed; han blev frisk! En Okse, en Stud, som kommer sig, hvad Fan han bruger. Han fremstiller sig for mig iaften med et Kind og en Snude, som der ikke findes en Rynke paa. Held, Svinelykke! Manden kunde have gjort sig umulig i Ansigtet for lange Tider, men se, om han blinked ved det . . . . . Saa er det Guttens Mor, Konen i Huset. Hun er syg, afkræftet, mat, svimmel, nervøs, daarlig Appetit, Susen. Bad! siger jeg, Bad og Vask og Vand paa Kroppen, for Fan! Kog en Kalv og æd lidt Kød paa Dem, stød op Vinduerne og faa lidt Luft, gaa ikke vaad, vær ude, kast den Bogen dér, Johan Arendt, kast den paa Varmen, og saa videre; men fremfor alt Bad og Rivninger og Bad igen, ellers hjælper ikke
