Midt i denne Passiar dumped Doktoren ind. Han var nervøs og misstemt, hilste Godaften med forceret Livlighed og takked sine Gæster, fordi de endnu ikke var gaaet. Naa, ja, Adjunkten var der ingen Raad med, og Fred være med ham; men ellers var Selskabet fuldtalligt. Ja, der var en Strid i denne Verden!
Nu begyndte han at tale om Turen, som hans Vane var. Hans sure Mine skrev sig fra, at hans Patienter havde skuffet hans Forventninger, de havde opført sig som Idioter og Æsler, han kunde ønske dem belagt med Arrest. Ja, et saadant Hus, som det, han nu havde været i! Konen syg, Konens Far syg, Konens Søn syg; og der var en Lugt i hele Huset! Naa, men Resten af Familjen frisk og rødmusset alligevel, Smaabørnene aldeles smældsunde. Det var ubegribeligt, fabelagtigt; nej, han forstod det ikke! Der laa den gamle Mand, Konens Far, med et Hugsaar saa stort som saa. Saa havde man sendt Bud paa en Kone med Husraad, og hun havde da standset Blodet, ganske rigtigt; men hvad havde hun standset det med? Oprørende, strafbart; det kunde ikke siges, der lugted af det; aa, det var til at forgaa af! Og desuden, ved den første den bedste Anledning Koldbrand i Saaret! Ja, var han ikke kommet tilstede iaften, saa Gud Fader ved! Jo, man skulde udvide Kvaksalverloven, det skulde man
