Og Fuldmægtigen fortalte. Da det ikke var nogen Hemmelighed, men en ganske uskyldig Hændelse med en Kone og en Blomsterbuket, talte Fuldmægtigen højere og højere, saa tilsidst hele Huset hørte paa ham. Historien tog et Kvarter. Da den var tilende, sagde Frøken Andresen:
»Hr. Nagel, husker De igaaraftes, da De fortalte os om det Sangkor paa Middelhavet . . . . .?«
Nagel lukked Albumet hurtigt i, saa ud i Stuen og fik et næsten bange Udtryk. Han svared sagte, at han havde kanske nok kunnet tage fejl i Enkeltheder, men det var ikke med Vilje, og han havde ikke spundet op Historien, det var en Oplevelse.
»Nej, kære, jeg mente heller ikke at sige, at De spandt det op,« svared hun leende. »Men kan De ogsaa huske, hvad De svared, da jeg fandt det vakkert? At De bare en Gang før havde hørt noget skønnere, og det var i Drømme.«
Jo, han husked det, han nikked.
»Ja, vil De saa fortælle os ogsaa den Drøm? Jo, gør det. De fortæller saa underligt. Vi beder Dem allesammen.«
Men nu nægted han. Han gjorde mange Undskyldninger, sagde, at det var bare en Ubetydelighed, en Drøm uden Begyndelse og Ende,
