naa, men det kan gærne være, han gør det i Tanker. Han skabte sig ialfald ikke saa meget, som De gjorde det til; nej, nægt det ikke, jeg saa det godt. Men forresten er han baade saa hoven og halvskrullet, at han fortjener det. Men du, Gudrun, har gjort formeget af det med din Latter; han har ganske sikkert mærket, at du lo af ham.«
Gudrun kom til, forsvared sig, paastod, at det var ene og alene Fuldmægtigens Skyld, han havde været saa komisk, uimodstaaelig; blot Maaden, hvorpaa han sagde: Gladstones Storhed har aldrig imponeret mig – mig!
»Hys, du taler for højt, Gudrun; ved Gud, han hørte dig nu ogsaa, jo, han gjorde, han vendte sig. Men du, lagde du Mærke til . . . . . Nei, han var i Grunden ikke meget blæret, og naar han blev afbrudt, gjorde det ham ikke det Spor hæftig; ikke sandt? Hans Ansigt var ogsaa næsten sørgmodigt. Tænk, nu begynder jeg næsten at angre paa, at vi sidder her og bagtaler ham; ja, jeg vilde saa gærne ikke have gjort det nu. Og ved du hvad, det var nu morsomt det, han sagde. Gudrun, jeg syntes saa tydelig, han sukked just nu, da han vendte sig? Uf, nej, nu har jeg Samvittighed! . . . . . Ja, fortæl Deres Historie fra Kejserbesøget, Fuldmægtig.«
